Hvad er Epilepsi

Epilepsi er sjældent en sygdom. Det er oftest et symptom på en bagvedliggende hjernesygdom. Definitionen af epilepsi er gentagne anfald, altså 2 og derover, der er udløst fra hjernecellerne.

Hos ca 60% af personer med epilepsi kender vi årsagerne. Denne gruppe har symptomatisk epilepsi. Årsagerne kan være medfødte misdannelser i hjernen, hvor nerveceller er placeret på et forkert sted under udviklingen (dysplasi, heterotopi), iltmangel i hjernen under fødslen med ardannelse til følge, hovedtraumer med kraniebrud og efterfølgende ardannelser, hjernebetændelse med ar, hjernesvulster, der trykker på nervecellerne og giver anledning til epilepsi, alkoholmisbrug, blodpropper eller blødning i hjernen med ardannelse til følge. Man kan ofte på anfaldenes udseende og den måde, de breder sig på, få en mistanke om, at anfaldene hører til den symptomatiske epilepsi.

Ikke sjældent går der fra et halvt år op til flere år, inden dette ar har irriteret nervecellerne så meget, at epilepsien er udviklet. Denne proces kaldes “kindling”, og kan laves på forsøgsdyr. Man tror, at det er denne proces, der er årsag til udviklingen af fokal epilepsi hos mennesker.

Anfald som følge af en af disse årsager, begynder tit i en lille gruppe nerveceller omkring det syge område for efterhånden at brede sig til større områder af hjernen. I nogle tilfælde vil der være flere steder, der kan starte anfaldene. Der kan være flere foci, og man taler da om multifokale anfald.

EEG epilepsi

EEG af hjertet

De 30% af personer med epilepsi har den idiopatiske (= ukendte) form. Anfaldene kan her også være fokale, men vil oftere være generaliserede. Vi kender ikke årsagen til denne epilepsitype, men formoder, at den skyldes mere udbredte kemiske forandringer i hjernen. Disse kemiske forandringer er fortsat ukendte, men man tror, det har noget med cellemembranerne og muligvis neurotransmitterne at gøre. Det er stoffer, der leder impulserne fra en nervecelle til en anden.

I mindst 30% af tilfældene vil den idiopatiske epilepsi være arvelig, hvilket vil sige, at tendensen er lokaliseret i de nedarvede gener. De generaliserede anfald udløses fra de centrale områder i hjernen i et samspil med hjernebarken. Anfaldene har ikke nogen langsom udbredning, men vil straks sprede sig til det meste af hjernen. I ca. 10% kan vi ikke klassificere epilepsien.

Mange epileptiske anfald er i sig selv skadelige for hjernen. Det drejer sig om de generaliserede krampeanfald. Men også fjernhedsanfald (komplekse partielle anfald) menes at være skadelige for hjernen. Det skyldes de følgevirkninger, der opstår ved anfaldene. På grund af vanskeliggjort respiration og eventuel respirationsstop (apnø) i forbindelse med et stort iltforbrug i hjerne og muskler kan der optræde uhensigtsmæssige forandringer i de kemiske forhold i hjernen med for stor ophobning af den stimulerende neurotransmitter, glutamat, der kan bevirke forskydninger i hjernens saltbalance, hvor specielt indtrængen af kalcium i meget aktive nerveceller kan slå cellerne ihjel.
I forbindelse med krampeanfald bliver pulsen hurtig som følge af hurtige hjerteslag, der kan blive uregelmæssige og dermed påvirke hjernens funktion. Småblødninger kan optræde i hjernen som følge af forhøjet tryk i venerne.
Resultatet af skaderne kan blive en dårligere fungerende hjerne med symptomer på en åndelig reduktion, demens, der ligner en for tidligt indsættende senilitet.
Som hovedregel gælder dog, at der skal mange anfald til at fremkalde demens. Det er bl.a. for at undgå disse forandringer, der ikke kan genoprettes, at man bør være aktiv med at behandle epilepsi – på den rette måde.

Comments are closed.