Startside
(spacer image)
 

(spacer image)
DanskEnglish
 

Undersøgelsesmetoder under operationen

I Danmark og meget få steder i udlandet bruger man en anden metode til at kortlægge placeringen af de vigtige centre for tale og styring af hånden og armen. I fuld bedøvelse åbner man kraniet, men så snart hjernen ligger fri, vækker man personen, for at han kan medvirke til undersøgelsen.

Man stimulerer ved at placere elektroder på hjernebarken, hvorigennem man giver små strømstød direkte til nervecellerne. Ved at tale med personen kan man høre, om man påvirker talen, og deraf slutte, om man har bevæget sig ind i det område, hvor talecentret er lokaliseret.

På samme måde kan man kortlægge området for hånd og arm, således at man kan markere, hvor man ikke må foretage fjernelse af hjernevæv. En kortlægning hos den enkelte person er af stor betydning, da der er stor forskel på, hvor meget talecentret og de andre centre fylder hos den enkelte person, ligesom centre kan være spredt ud over et større område af hjernebarken.

Man kan derfor ikke på forhånd vide, hvor centrene er placeret hos den aktuelle person.

Den helt afgørende ulempe ved denne metode er, at man ikke kan optage spontane epileptiske anfald på EEG, som man kan på personer med indlagte grids eller strips. Man får således ikke nøjagtige oplysninger om, hvor det epileptiske fokus sidder, og det er det område, som det er helt afgørende at fjerne under operationen.

Metoden kan derfor kun bruges på personer, hvor man med andre metoder har sikret sig, hvor det epileptiske fokus sidder, og det kan være ganske svært.
Metoden kræver, at personen kan medvirke under operationen. Den kan derfor ikke bruges til små børn, eller personer, der er stressede eller som bliver nervøse under operationen.

Fordelen ved metoden er, at den er billig, og at personen kan nøjes med een operation i modsætning til personer, der får indlagt grids eller strips. De skal nemlig gennem 2 operationer, een hvor man indlægger elektroderne og een, hvor man fjerner dem igen samt fjerner det epileptiske område.

Personen skal ikke være indlagt så længe, da alle undersøgelser inden for kraniet foregår under operationen.
En anden fordel er, at man undgår den infektionsrisiko, som kan være forbundet med indlæggelse af strips og grids. Desuden foregår intet blindt, så kirurgen bliver ikke overrasket af blødninger eller lignende.

Operationen er til gengæld langvarig. Den kan let vare 7-8 timer, hvilket er belastende for personen og personalet.

 

startside (spacer image)(spacer image)
 
Copyright © 2001-2003. Mogens Dam. All rights reserved.
(spacer image) (spacer image)
(spacer image)