Ikke-invasive undersøgelser

EEG

Denne undersøgelse er stadig den vigtigste i udredningsprogrammet. Sammen med sygehistorien og den neurologiske undersøgelse vil EEG, optaget mellem anfald (interiktalt), angive hvilken retning undersøgelsesprogrammet bør tage.

Video-EEG under anfald (iktalt) er den måde man bedst diagnosticerer epilepsi. Man kan ofte med stor sikkerhed fastslå, hvor anfaldene starter. EEG under anfald vil i ca. 50% af tilfældene pege på det område, der skal fjernes.

Man kan analysere video-optagelsen for de symptomer, der følger med anfaldene.
Selve anfaldenes udseende kan være af stor betydning i udredningsprogrammet. Man kan i en del tilfælde slutte sig til, hvor anfaldene kommer fra, blot ved at se på, hvorledes de udvikler sig.

Billeder af forandringer i hjernen

MR-scanning er en meget vigtig undersøgelse, hvor man har mistanke om, at der kan være en strukturel forandring i hjernen. Man kan diagnosticere svulster, misdannelser og hjerneskrumpning.

Udover billederne af hjernen kan man også foretage målinger på vævet og derved bestemme dets natur. D.v.s. at man kan finde ud af, om det er normalt hjernevæv, eller om det væsentligst består arvæv. Dette gøres dels ved at måle bremsningen af de magnetiske bølger i vævet (relaksationstids-målinger), dels ved kemiske analyser af vævet ved måling af koncentrationen af visse kendte stoffer i hjernen (spektroskopi).
MR-scanning har nedsat behovet for invasive undersøgelser betydeligt.

Funktionel billeddannelse

PET-scanning kan vise afgrænsede områder i hjernen med nedsat stofskifte. Sådanne områder svarer ofte til den epileptogene zone.

Metoden har haft stor betydning ved undersøgelse for tindingelapsepilepsi, hvor den har hjulpet med til at finde det epileptiske fokus og i en del tilfælde gjort invasive undersøgelser overflødige. Hos børn, hvor EEG og MR-scanning kan have svært ved at afgrænse udstrækningen af den epileptogene zone, kan PET-scanning være til stor hjælp.

Også SPECT-scanning, der viser blodgennemstrømningen i hjernen mellem og under anfald, er til stor hjælp, når det epileptiske fokus skal lokaliseres.
Mellem anfald er blodgennemstrømningen nedsat i det epileptiske fokus. Under anfald er blodgennemstrømningen øget i fokus. Ved at sammenligne de to optagelser kan man ofte se nøjagtigt, hvor epilepsien starter.

Funktionel MR-scanning kan også vise lokaliserede områder i hjernen med ændret blodgennemstrømning. Denne undersøgelsesmetode er dog endnu først ved at blive udviklet.

Neuropsykologisk undersøgelse

Ved denne undersøgelse kan man finde ud af, hvor stor skade, der er sket på hjernens højere funktioner. Man undersøger med en række prøver, hvor man får oplysninger om følelsesmæssige forhold, hukommelse, talen, hørelse, syn og andre funktioner i hjernen. Undersøgelsen kan afsløre, hvor meget af hjernen, der er beskadiget.
Man har således et udgangspunkt for senere efterundersøgelse efter operationen.

Den neuropsykologiske undersøgelse har ikke så stor mulighed for at lokalisere det epileptiske område, når det drejer sig om en person med medikamentelt resistent epilepsi, der er startet i barnealderen. Der sker nemlig ofte det, at forskellige funktioner flytter sig til de raske hjerneområder ved svær epilepsi i tidlig barnealder. De gængse regler for placering af centre eller funktioner behøver derfor ikke at passe på disse børn.

Ved psykologisk undersøgelse kan man også finde ud af, om personen vil kunne tåle at gå igennem alle de undersøgelser, der hører med til udredningen før en operation.
Psykologen undersøger det sociale netværk for at finde ud af, hvem og hvor mange der kan hjælpe personen med epilepsi, hvis undersøgelserne bliver for belastende. Det er velkendt, at enlige personer uden et socialt netværk er dårlige kandidater til en operation.

Psykiatrisk undersøgelse

Det er vigtigt forud for en eventuel operation at få kortlagt eventuelle psykiatriske lidelser og få en behandling iværksat. Sværere psykiatriske sygdomme som skizofreni kan være en hindring for operation. Det er dog ofte bedre at få epilepsien under kontrol ved en operation end både at lide af en psykiatrisk sygdom og at have epilepsi.

Ved en tindingelapsepilepsi med en skizofrenilignende sindssygdom (tidligere kaldet en Slater-psykose), må man ikke forvente, at operationen bedrer psykosen.

Wada-undersøgelsen

Ideen med denne undersøgelse er, at man ved at bedøve den ene hjernehalvdel kan undersøge den vågne hjernehalvdel med nogle simple undersøgelser for at finde ud af, hvad resultatet vil blive af en planlagt operation.

Når undersøgelsen hedder Wada-test skyldes det, at det var neurologen Juhn Wada fra Japan, bosiddende i Canada, der fandt på metoden.

Denne undersøgelse kan bestemme, hvor talecentret er lokaliseret, samt fastslå hvilken af de to hjernehalvdele, der er den dominerende. Den dominante hjernehalvdel er den hjernehalvdel, der styrer den mest brugte hånd og arm. Oftest sidder talecentret i den dominante hjernehalvdel.

Ved den ledsagende psykologiske undersøgelse kan man også vurdere hver hjernehalvdels betydning for sig for hukommelsen.

Undersøgelsen består i, at man indsprøjter et bedøvemiddel i den ene halspulsåre, via et kateter, der fra lysken føres op til halspulsårerne. Herved bedøver man så at sige kun den ene halvdel af hjernen forbigående i nogle minutter, samtidig med at den modsidige arm lammes.

Hvis talecentret sidder i den bedøvede hjernehalvdel, kan man ikke tale eller bruge armen i 5-10 minutter.
Sidder centret i den anden side, kan man godt tale.

Ved at forevise billeder og bede personen huske dem, mens bedøvemidlet virker, kan man finde ud af, om hukommelsen sidder på højre eller venstre side. Den oplysning har naturligvis betydning for, om man vil operere på den side, hvor hukommelsen sidder.