Anfaldstyper

Partielle eller fokale anfald
Generaliserede anfald

De forskellige anfaldstyper, som optræder hos personer med epilepsi, kan inddeles på flere forskellige måder: efter symptomer, efter epilepsiens årsag, efter det sted i hjernen, hvor de abnorme elektriske udladninger begynder, efter de observerede forandringer på Elektro-encephalo-grafi (EEG).
Man ønsker at inddele anfaldene i forskellige typer, fordi behandlingen afhænger af anfaldstypen og den dertil hørende forløbsform.

Partielle eller fokale anfald

De partielle anfald skyldes abnorme elektriske udladninger i et lokaliseret område af hjernen. Symptomerne under et sådant anfald vil dels afhænge af, i hvilket område af hjernen de abnorme elektriske impulser starter, dels af om de forbliver i dette område, eller om de spreder sig til hele hjernen (se nedenfor).

Man skelner imellem to anfaldstyper: Simple partielle anfald og komplekse partielle anfald. Fokale anfald, der er det samme som partielle anfald, viser sig på mange forskellige måder. Årsagen er, at det epileptiske fokus kan sidde mange forskellige steder i hjernen. Det er dette fokus, der er ansvarligt for den måde, anfaldene viser sig på.

Simple partielle anfald defineres som anfald forårsaget af lokaliserede abnorme udladninger uden påvirkning af bevidstheden.
Simple partielle anfald er identiske med "aura". Da anfaldene starter i et lokaliseret område af hjernen, vil personerne ofte opleve det som et varsel om, at et anfald er begyndt. Man taler kun om varsel, hvis det simple partielle anfald efterfølges af et komplekst partielt anfald eller et krampeanfald.

Ordet "aura" går tilbage til grækernes tid og betyder "åndepust". Denne aura kan være meget forskellig fra person til person, men vil ofte være ens fra gang til gang hos den enkelte person, idet de abnorme udladninger vil starte i samme område hver gang. Den hyppigste aura er en ukarakteristisk opadstigende fornemmelse i kroppen fra maven mod hovedet, den epigastriske aura, men det kan dreje sig om lys-, lyd-, lugt- og smagsfornemmelser, samt om føleforstyrrelser.

De simple partielle anfald varer gerne fra ½ til 2 minutter. De kan være efterfulgt af træthed.

I nogle tilfælde vil abnormiteterne opstå i de områder af hjernebarken, som kontrollerer muskelbevægelser eller føle- og smertesans. Symptomerne vil afhænge af, om det drejer sig om et område svarende til ansigt, en arm eller et ben, samt om der er tale om påvirkning af bevægefunktion, såkaldte motoriske symptomer, der viser sig i form af kramper.

Kramperne kan være toniske, hvilket vil sige at armen eller benet bliver hårdt og stift ofte med en fin sitren i musklerne. De kan også være kloniske, hvilket vil sige rytmiske trækninger af en arm eller ben. Sådanne kramper kan efterfølges af en forbigående lammelse af timers til dages varighed (Todd’s parese).

Hvis det simple partielle anfald starter i talecentret, får man talestop (afasi), eller eventuelt taler man "sort".
Hvis symptomerne kun påvirker føle- og smertesansen, vil de bestå i dødhedsfornemmelse, sovende eller snurrende fornemmelse, eller smerter i det påvirkede område.
De abnorme elektriske udladninger kan også opstå i tindingelappen og give meget forskellige symptomer. I nogle tilfælde vil anfaldene starte som simple partielle anfald for derefter at udvikle sig til komplekse partielle anfald med påvirket bevidsthed.

Der kan under simple partielle anfald optræde forskellige oplevelsesfænomener, som bagefter kan huskes, og som ofte medfører spekulationer hos personen, om det kan dreje sig om en eventuel sindssygdom.

Under anfaldene kan der ske ændring i:

• tidsopfattelsen (tiden fornemmes at gå meget hurtigt eller meget langsomt),
• lys-, lyd-, og rumopfattelse (bekendte ting antager groteske former),
• størrelsesforhold (omgivelserne synes meget store (makropsi) eller meget små (mikropsi)).

Bekendte ting eller omgivelser kan forekomme ganske ukendte (jamais vecu) eller en situation kan virke bekendt, som om den er oplevet før, uden at det er tilfældet (deja vecu).
Der kan optræde livagtige drømmebilleder, indre tomhedsfornemmelse, en udtalt angst, hvilket er hyppigt optrædende, eller lykkefølelse og en følelse af salighed, hvilket er sjældnere.

Når almindelige sanseindtryk forvrænges på denne måde, er det klart, at personerne bliver bange og forbinder symptomerne med en psykisk sygdom. Imidlertid er der blot tale om, at abnorme elektriske udladninger bringer uorden i de sædvanlige sanseindtryk.

De partielle anfald kan optræde i alle aldre, men de starter ofte hos voksne. I mange tilfælde kender man årsagen, i andre tilfælde kan man ikke påvise nogen. Nyere undersøgelser tyder på, at anfaldene hos nogle personer er arvelige, hvilket ellers ikke plejer at være tilfældet for partielle anfald.

Komplekse partielle anfald defineres som anfald forårsaget af lokaliserede abnorme udladninger, der medfører bevidsthedssvækkelse.
Komplekse partielle anfald kan opstå på to måder. Simple partielle anfald kan udvikle sig til komplekse, eller anfaldene kan starte som komplekse partielle anfald med bevidsthedssvækkelse fra starten. Ved komplekse partielle anfald er de abnorme udladninger oftest lokaliseret til tindingelappen, heraf det tidligere navn tindingelapsepilepsi eller temporallapsepilepsi.

Under disse anfald kan der ses såkaldte automatismer, automatiske handlinger, hvor personen piller eller roder ved sit tøj eller ting omkring ham. Der er desuden ofte grimasseren, tygge- eller smaskebevægelser, og formålsløse gentagne bevægelser, såkaldte stereotypier, kan iagttages.

Under længere varende anfald kan de nævnte automatismer blive mere komplicerede, idet personen kan have udført indviklede meningsfulde ting, som han bagefter intet husker om. F.eks. kan personer køre i bil og tilbagelægge længere strækninger og komme til sig selv et helt andet sted, end de havde planlagt at køre til.

Efter komplekse partielle anfald kommer der oftest en reorienteringsfase, hvor personen langsomt vender tilbage til normal bevidsthed. Denne fase kan vare 5-30 minutter. Der er praktisk talt altid glemsel for, hvad der foregår under anfaldene (amnesi).
Når de komplekse partielle anfald starter i pandelappen, kan reorienteringsfasen mangle og anfaldene kan være af kortere varighed. De kan således minde om absencer.

Ved såvel simple som komplekse partielle anfald kan de elektriske udladninger sprede sig til hele hjernen. Man taler om en sekundær generalisering. Dette medfører, at anfaldet kan afsluttes med generaliserede kramper og bevidstløshed, eventuelt forudgået af en langsom udbredning, "march", af symptomerne (Jackson epilepsi).

Til toppen

Generaliserede anfald

De abnorme impulser, som starter det generaliserede anfald, udspringer fra de centrale dele af hjernen og spredes øjeblikkelig til hele overfladen i et samspil mellem hjernebarken og centrum af hjernen.
Personen ved i denne situation sjældent noget om, at et anfald er undervejs. Generaliserede elektriske udladninger i hjernen medfører næsten altid tab af bevidstheden.

Man skelner imellem følgende generaliserede anfaldstyper:

Generaliserede krampeanfald

Det generaliserede krampeanfald, tidligere ofte kaldet grand mal, benævntes i dansk folkemunde "ligfald". Uden forudgående varsel styrter personen til jorden, eventuelt med et skrig. Vejrtrækningen ophører, og der optræder stivhed af arme og ben, de såkaldte toniske kramper, som efterfølges af rykvise trækninger, også kaldet kloniske kramper. Herefter ligger personen stille hen, ofte cyanotisk i hovedet, indtil respirationen igen begynder af sig selv.
De fleste personer synker efter anfald hen i dyb søvn i kortere eller længere tid. Det fører ofte til den misforståelse, at de fortsat er bevidstløse. Der er imidlertid blot tale om meget dyb søvn.

Under anfaldet kan der komme skum (fråde) omkring munden. Det skyldes ophobning af spyt og slim fra svælget. Såfremt personen under anfaldet kommer til at bide sig i tungen, kan der forekomme blodtilblanding, som kan se meget dramatisk ud. Tunge- og kindbid er imidlertid ganske ufarlige, selvom de kan være meget ubehagelige p.g.a. de smerter, der kan vare i flere uger efter et anfald. Der er næsten altid tale om ganske overfladiske sår i siden af tungen eller kinden, som læges hurtigt. Der foreligger ingen eksempler på, at man er kommet til at bide tungen af.

Tidligere anvendtes ofte den såkaldte "krampepind", en spatel omviklet med gaze eller hvad man ellers havde ved hånden, for at forhindre tungebid. Dette er unødvendigt og kan være farligt, da tænderne kan knække på grund af kraftig sammenbidning under kramperne. I værste fald kan tandstumper passere ned i luftrøret og forårsage vejrtrækningsproblemer eller eventuelt byld på lungen.

Hos nogle personer optræder urinafgang og afgang af afføring i tilslutning til anfald.
Når personerne vågner op efter anfald, vil de altid have glemt, hvad der er sket, ofte være trætte, have hovedpine og føle sig "mørbankede" på grund af det store muskelarbejde, som et krampeanfald er.
Varigheden af krampeanfald kan svinge, men langt de fleste er af 1-2 minutters varighed.

Et krampeanfald ser meget dramatisk ud, men man skal huske, at personen er helt bevidstløs under anfaldet og ikke har smerter. Hvis man skulle komme ud for at overvære et krampeanfald, kræves der kun ganske få ting for at hjælpe personen bedst muligt. Hvis personen er udsat for at pådrage sig traumer mod hovedet under anfald, på grund af fortovskant eller lignende, skal man forsøge at forhindre dette. Man bør ligeledes straks forsøge at løsne stramtsiddende tøj som slips eller livrem. Når kramperne er ophørt, vender man personen om i NATO-stilling (aflåst sideleje) for at forhindre, at slim og blod løber ned i lungerne.

Såfremt personen kommer til sig selv i løbet af kortere tid, vil det sjældent være nødvendigt at tilkalde ambulance med henblik på indlæggelse. At det er en person med epilepsi, vil man ofte kunne få at vide ved hjælp af en anfaldskalender, som alle personer med epilepsi bør have på sig.

Krampeanfald kan optræde på alle tidspunkter af døgnet. Dog er der ved forskellige epilepsityper ofte et vist mønster i disse tidspunkter. Hvis det drejer sig om en arvelig epilepsi eller krampeanfald udviklet som komplikation til absencer, vil krampeanfaldene ofte optræde i tilslutning til eller kort efter opvågning.

Krampeanfald, der optræder som komplikation til simple eller komplekse partielle anfald, vil derimod oftere optræde under søvn. Hos en del personer med påviselig årsag til deres epilepsi samt hos nogle personer med idiopatisk epilepsi ses ingen speciel sammenhæng imellem døgnrytme og anfaldstidspunkter.

Absencer

Absencer kaldtes også tidligere petit mal eller små anfald og ses ved forskellige børneepilepsier, men kan i sjældne tilfælde ses helt op i voksen alder. Selve anfaldet starter uden noget forvarsel og viser sig som få sekunder eller endnu kortere varende anfald, hvorunder barnet er bevidstløst. I langt de fleste tilfælde varer dette dog så kort, at den naturlige spænding i musklerne, tonus, bevares, så barnet ikke falder om. Eventuelt kan tonus forsvinde i halsmuskulaturen, så hovedet synker ned, eller i en hånd, så barnet taber, hvad det har i hånden, såkaldt håndslip. Varer anfaldet længere, kan tonus dog forsvinde i hele kroppen, hvilket medfører, at barnet falder omkuld, men det er sjældent.

Under anfaldene kan desuden optræde øjenblinken, øjendrejning opad, grimasseren eller trækninger i ansigtet, men disse symptomer er ofte diskrete. Anfaldene ophører lige så brat, som de begynder. Det vil sige, at barnet øjeblikkelig genvinder normal bevidsthed. Barnet kan ofte genoptage sin aktivitet umiddelbart efter anfaldet.

I modsætning til alle andre anfaldstyper, optræder absencer med en meget stor hyppighed, det vil sige mange anfald dagligt, ofte op til flere hundrede. Hvis man ikke er klar over den rette sammenhæng, kan det medføre, at barnet får adfærdsproblemer og skolevanskeligheder, fordi barnet ikke ved, hvad der er foregået under de utallige kortvarige tilfælde med bevidstløshed.

Undertiden vil barnet blive opfattet som værende autistisk. Man må forstå, at de mange absencer klipper hul i opfattelsen af, hvad der foregår omkring barnet. Det er ligesom at se en film, hvor der mange gange er klippet en meter eller mere ud af filmen. Det bliver på den måde svært at få sammenhæng i det, der foregår omkring barnet. Absencer kan i omtrent halvdelen af tilfældene kompliceres med krampeanfald, der ofte vil debutere omkring puberteten.

Atypiske absencer, der f.eks. ses ved Lennox-Gastaut syndrom, er længerevarende absencer. De starter langsommere og slutter også ved at svinde langsomt bort. Atypiske absencer ses også ved juvenil myoklon epilepsi, hvor de minder mere om de typiske absencer.

Myoklone anfald

Det er anfald, der viser sig ved pludselige muskelryk i en arm eller ben. Ofte optræder de i begge arme, asynkront. De kan resultere i, at ting bliver kastet et stykke væk. Men de kan også være så diskrete, at de kun føles som et elektrisk stød i armene eller kroppen. De optræder ved juvenil myoklon epilepsi, hvor de gerne optræder kort efter opvågning. De ses også ved Lennox-Gastaut syndrom, samt ved en progressiv myoklonus epilepsi, der gerne er arvelig, og har en alvorlig prognose.

Til toppen